Reformen kommer, reformen kommer!

stocksnap_6ifqrkby19-size_quality.jpg

Dette oplæg er det første i en serie af tre indlæg, alle relateret til regeringens reformudspil på beskæftigelsesområdet. Det næste sætter fokus på, hvordan en ny rådgivningsafglighed kan opbygges og hvad den kan bygges på. Det sidste indlæg sætter fokus på, hvor afgørende det er, hvordan dem der designer lovgivning og indsatser forestiller og optegner den verden, de påvirker.

I sidste uge offentliggjorde regeringen et nyt reformudspil på beskæftigelsesområdet. Jeg har læst udspillet igennem og selvom det ‘bare’ er et udspil, som skal et par ture rundt på Christiansborg og i høringer, så er det spændende at se, at nogle ting kommer til at ændre sig, mens andre ikke gør det. 

Det kunne se ud til at ledige (dagpengemodtagere) slipper for enkelte småting, får rykket nogle frister og får mere medbestemmelse over samtalernes placering (og  måske indhold).

Den korte opsamling er, at systemet får frigjort kræfter til at hjælpe, der hvor der er behov for det. Mest fordi arbejdsgivere og jobsøgende selv får flere opgaver, mens jobcentret får færre. Men også fordi der er en rigtig sympatisk ambition om at fokusere mere på at hjælpe og mindre på at administrere.

Den lidt længere udgave, der også kigger på, hvad der skal til for at skabe en rådgivningsmæssig succes, kan du læse herunder.

For en dagpengemodtager er der samme antal samtaler i dag de første seks måneder (lidt færre, hvis man er på andre ydelser) og stort set samme krav til registrering  og aktivering.

Forskellen ligger, rent jobnet-digitalt, i at borgere kun skal registrere deres jobsøgning og ikke også bekræfte fortsat ledighed hver uge, ligesom 4 af de 6 samtaler for dagpengemodtagere skal bookes af borgeren selv og kan placeres, hvor det giver mening for borgeren. De sidste to samtaler er med både jobcenter og A-kasse og skal ligge før der er gået tre måneder og før der er gået 6 måneder.

Til gengæld er det planen, at ALLE der kommer i jobcentret, skal bruge jobnet og have en form for CV derpå.

Som borger kan man måske også komme til at opleve, at fastlagte øvelser som ABC-planer ikke længere er en del af samtale-rutinen. Det er ikke helt klart, om regeringen kommer til at lægge obligatoriske øvelser ind i reformen, men som jeg læser reform-udspillet er der en entydig ambition om at systemet og den proces, som borgeren oplever, ikke længere skal “stå i vejen” for at borgeren kommer i job.

Som dagpengemodtager skal man dog stadig deltage i en  (virksomhedsrettet) aktivering. Den kommer lidt senere for de unge/yngre og de gamle/ældre, end den gjorde før, men den kommer.

Regeringen fremhæver, at virksomhedsrettet aktivering er det mest effektfulde af de redskaber, som vi har i systemet, men der kommer en udstrakt grad af metodefrihed og job(effekt)fokus i jobcentrenes opgaveløsning – og en udstrakt grad af selvfinansiering.

I 2003 blev blev jeg færdig med min uddannelse fra RUC og blev ledig. Jeg deltog i et netværk med andre jobsøgende dimittender og fornemmede, men lagde ikke mærke til, at de andre gik til møder i jobecentret og fik lidt hjælp – ikke før jeg havde været ledig i godt 9 måneder og ringede til en sød ansat i jobcentret, der blev mere og mere stille, desto mere jeg fortalte.

Nogle dage senere fik jeg en god håndfuld breve fra jobcentret; med mødeindkaldelser, tilbud om aktivering og et par foldere.

Jeg har arbejdet med jobrådgivning siden 2005. Hele vejen igennem har min drivkraft været, at andre ikke skal opleve det, som jeg gjorde; at stå uden mulighed for at få hjælp til at forandre min situation.

Hvis man – som jeg – læser reformudspillets ånd og ord meget fagligt-optimisk, så åbner reformen for en ny tilgang til beskæftigelsesrådgivning: En tilgang, der har som ambition at forhindre ledige i at gå ledige længere end højest nødvendigt, ved at rådgive og samarbejde med den jobsøgende om at finde en vej tilbage til arbejde – og ved at sætte fart ned ad den vej.

Det kommer til at kræve, at ansatte i jobcentre får bedre redskaber til at arbejde jobrettet med borgerne. Det handler ikke om “virksomhedsrettede indsatser”, om ABC-planer eller om at søge et par jobs om ugen.

Det handler om, at borgeren fra første møde oplever, at målet med hans eller hendes forløb er, at der kommer et varigt job så hurtigt som muligt. Og at borgeren føler, at han eller hun får reel hjælp til at forholde sig til arbejdsmarkedet.

Fra 2005 og til nu har jeg rådgivet og undervist jobsøgende og udviklet en tilgang til rådgivningsopgaven, som anerkender al den forskning, der tilsiger at motivation, empowerment og anerkendelse af borgeren, kun sjældent er nøglen til at få job.

Og som vover at mene, at traditionel “vejledning” (over et skrivebord med fokus på skrivebordsredskaber) nogle gange er en del af problemet: Der er mennesker med ‘dårlige CV’er, ansøgninger og LinkedIn-profiler, som hurtigt får nye jobs, og der er mennesker med teknisk set perfekte CV’er, ansøgninger og LinkedIn-profiler, der oplever at være ledige så længe, at de mister deres dagpenge.

Opgaven for jobcentre bliver nu i endnu højere grad at være med til at undersøge og lære jobsøgende, hvad det er der gør forskellen. Og at se, hvordan den enkelte borger kan opsøge det, der gør forskellen.