Karriere er et sidespejls-ord

Vi er vant til at tale om vores karriere både som den røde tråd og som noget, vi kan planlægge og styre. Karriere er pænt, logisk og retlinet.

Men for rigtigt mange er det bare ikke sandt.

For mennesker, der ikke lever for at udfylde en livsskabelon – og dem er der mange af – er både karrieren og livet broget, fuldt af afbrydelser og skift.

Vi kan mærke, at det er svært at svare sandt på spørgsmålet “Hvor er du om fem år?“. Vi har set, at meningen med vores liv skifter med vores liv. Og vi ved, at røde tråde og fortællinger er noget vi skaber, når vi kigger bagud på det. Gennem et sidespejl, der ikke viser hele vores karriere eller liv.

Tibage til “Hvor er du om 5 år?“. Folk spørger for at lære dig bedre at kende. For at forstå, hvad der får dig til at være begejstret og engageret. Og for at se dig passe ind i deres verden, stabilt og konstant (også selvom deres verden ændrer sig lige så meget som din gør).

Det er nemlig sådan, vi plejer at tale: Din karriere, verden og virksomheden er forudsigelig, består af simple kasser og kategorier, som man kan afgøre, om du passer ind i og sammen med.

Men var du klar over, at der er en anden betydning af det engelske ord career end “de eller de jobs du har i løbet af dit arbejdsliv”?

career: verb [ I usually + adv/prep ] UK ​ /kəˈrɪər/ US ​ /kəˈrɪr/

(especially of a vehicle) to move fast and in a way that is out of control: The coach careered down a slope and collided with a bank.

Hvis og når vi gør den tilgang til et grundperspektiv på jobsøgning, job- og karriererådgivning, så ændrer hele vores arbejde sig: Karriere hander ikke om, hvilke planer, vi lægger. Karriere handler om, hvor vi kommer frem, hvem vi støder ind i og hvordan vi bruger de møder.

Det var det, John Lennon pegede på, da han skrev og sang

Life is what happens to you while you’re busy making other plans.

– John Lennon*

Der er ikke noget i vejen med planer. Men planer, som forhindrer os i at se vejene foran os og de mennesker som er på vej sammen med os, har vi ikke brug for. Heller ikke selv om planer ser ud til at lykkes for mange af de mest succesfulde.

Det, som vi nogle gange glemmer i arbejdet for at finde en rute til det næste job, det er at kigge frem. Ud på den verden som jobbet og de mennesker der har det, også lever i. At tale med dem, når vi støder ind i dem og at følges mere med andre mennesker.

Er det svært for dig at følges med andre, når det eneste sted, du gerne vil hen er i job? Så prøv denne øvelse: Næste gang du ser et job som du tænker at du passer til, så stil disse tre spørgsmål før du gør noget som helst andet:

  • Hvad vil arbejdsgiveren gerne have ud af at ansætte en til jobbet? Et godt svar er ikke “at få sine opgaver løst”. Det er i stedet svaret på “hvad kommer der ud af at få opgaverne løst?”. Jeg ved, at de færreste bryder sig om at skulle tale bundlinje – men det er faktisk en meget god øvelse i det mindste at kunne se og tale om forskelle, hvis opgaver ikke bliver løst, eller bliver løst dårligt.
  • Hvordan samarbejder virksomheden allerede om at løse de opgaver? Hvis du forestiller dig, at du er et tandhjul i en meget stor maskine, så har du måske en forståelse for, hvorfor det ikke er nok at kunne et fag. Du skal også kunne faget i en sammenhæng; sammen med andre mennesker, fagligheder, systemer og måske endda kunder eller klienter.
  • Hvilken måde at løse opgaven på, foretrækker arbejdsgiver? Du ved godt, at der “er mange veje til Rom” – der er også mange måder at løse en opgave på. På nettet florerer mange indlæg og billeder om Three Kinds of Service. Det er lidt sjovt, men samme skelnen kan du bruge på dit (næste) job. Den viser meget godt, at du skal vide, hvordan din arbejdsgiver foretrækker at få løst opgaven.

Med de spørgsmål er du tættere på at kigge ud af forruden. Du kan hente de tre spørgsmål i dette arbejdsark så du har dem til senere og ikke skal lede på min hjemmeside.

* Hvis du researcher eller hold af ordsprog, så ved du måske, at ordene ikke kun er John Lennons. Allerede i januar 1957 blev meget lignende ord skrevet af Allen Saunders i Readers Digest Magazine. Men John Lennons ord har en kende mere pondus, så dem bruger jeg.