Nu går den vilde skabelon-jagt

I den seneste uge har jeg oplevet en stigende efterspørgsel på skabeloner (til CV og især ansøgninger), der virker – både på LinkedIn og i min rådgivning til private kunder.

De skal enten være ‘perfekte’, den ‘bedste’ eller være “lettere at udfylde”.

Men findes de?

Jeg kan sagtens forstå tanken bagved: Som jobsøgende vil man gerne have hjælp, der er effektiv. Hjælp til at skrive ansøgninger, der virker hurtigt. Skabeloner lægger op til at der en hurtig vej til jobbet. Og der er ingen grund til at springe over, hvor gærdet er allerhøjest, jo.

Jeg kan også godt forstå, at der er mennesker og forretninger, der tilbyder skabeloner og siger og mener, at de virker. Men alt for ofte tager skabelon-magere fejl af, om det var selve skabelonen, der virkede, eller om den indeholdt noget, som var relevant og vigtigt for den læser, som modtog den oprindelige ansøgning eller det oprindelige CV.

For lad os være ærlige: Når vi siger skabelon, så mener vi ofte “det, som har virket for andre før mig og som jeg kopierer i håbet om, at det også virker for mig eller andre“. Især som jobsøgende, der er pressede.

Jeg forstår SÅ godt det håb! Men for alt for mange er det et falsk håb. Min rygmarvs-reaktion, når mennesker efterspørger skabeloner, er denne:

Der findes ikke skabeloner, der bare “virker”.

Ingen skabelon kan virke lige godt på tværs af ansøger-profiler, opslag og jobbet bagved, branchekrav og -forståelser eller læsernes interesser, prioriteringer og behov. Det, der virker er indholdet.

Og mere vigtigt: Når du vælger en begynde med en skabelon, så lader du formen bestemme indholdet. Det er den helt forkerte vej rundt. Alle undersøgelser viser, at arbejdsgivere kigger på indholdet og først er interesseret i formen, når den er FOR forkert.

Du bestemmer helt selv, hvordan du søger job. Men hvis du oplever at din jobsøgning ikke giver resultater, så er det vigtigt at nogen tør spørge dig:

Må det være en smule sværere at skrive ansøgninger og CV’er, hvis du samtidig får bedre respons?

Jeg skriver en smule, fordi jeg mener en smule: Det er langt lettere at finde det vigtige og relevante indhold, end du tror. Og når du kan se det indhold, så er det også let(tere) at skrive til lige præcis din arbejdsgiver.

Du kan bruge denne kvik-guide:

  1. Afdæk, hvilke uddannelser, erfaringer og menneskelige kvaliteter, som det er vigtigt for arbejdsgiver at kunne se tydeligt i din ansøgnig (og i dit CV)
  2. Overvej, hvilken opstilling, der gør det lettest for os andre at se det vigtige?
  3. Kig dine materialer igennem og spørg dig selv, hvad der sker, hvis du skærer (noget af) alt det, som er mindre vigtigt for arbejdsgiver væk?

SÅ kan du godt bruge en skabelon, eller mere korrekt en guide, der hjælper dig til at sætte fokus på det mest relevante, set fra arbejdsgivers stol. Her kan du for eksempel finde min:

Jeg kan ikke garantere, at du får job, bare af at bruge mine guides.

Men jeg tør godt garantere, at du kommer tættere på god respons fra arbejdsgivere, hvis du begynder din jobsøgning med spørge “Hvad er det vigtigeste og bedste ved mig, for lige præcis arbejdsgiver?“.

#Blogging