Kære Pia

For 14 dage siden skrev Pia Henningsen et indlæg på Jobfisk.dk med overskriften “Kan jeg ikke bare være mig selv?“.

Spørgsmålet og indlægget var en stille og eftertænksom protest, som jeg holdt meget af. En protest mod “Personlig Branding” og mod kampen for synlighed, både grafisk og på  sociale medier i det hele taget..

Svaret er et både og: Du skal (selvfølgelig) være dig selv. Men du skal ikke kun være dig selv.

Giver det ikke mening? Så læs videre…

Pia skrev (som jeg læste det) om den bølge af personlig branding og især den visuelle synliggørelse af jobsøgende, som skyller ind over LinkedIn (og andre sociale medier) lige nu: Du skal blogge, lave vidoer, visuelle CV’er og alt muligt andet. Kodeordene er personlig branding, forstået som en intens jagt på synlighed og opmærksomhed.

Jeg tror, at jeg kan få på puklen for det her, men: Det ser ud til at Personlig Branding ikke er den hurgtige vej mod job, som rigtigt mange siger. Dem, som SoMe-synlighed virker for, er dem, som i forvejen arbejder med SoMe. Og det er som regel også dem, der selv er mest synlige.

For de fleste andre og især for dem, som i forvejen har svært ved at finde et job, kan Personlig Branding være dårlig brug af dyrebar tid.

Drop bare den personlige branding…

Ilana Gershon har skrevet bogen “Down and Out in the New Economy: How People Find (or Don’t Find) Work Today“. Og deltaget i en podcast om emnet. Inc.com har skrevet en artikel ud fra hendes undersøgelser, der fremhæver to farer ved Personlig Branding.

Den første er, at ROI  på Personlig Branding ikke er så stor, som vi tror at den er. ROI står for “Return of Investment” og handler om, hvor godt en investering tjener sig hjem igen. Eller lige her, hvor meget Personlig Branding øger en jobsøgendes muligheder for at blive ansat. Ilana Gershon siger direkte:

Den tid, vi bruger på Personlig Branding kunne vi bruge bedre (på andre aktiviteter).

Det er en hård konklusion og en benhård kalkule. Næsten forretningsorienteret.

Men alle de jobsøgende, jeg hjælper, vil gerne have et (godt) job så hurtigt som muligt. Og det er også et benhårdt og forretningsorienteret ønske.

…men lad være med at have nok i dig selv

Den anden fare ved “Personlig Branding”, ifølge Gershons undersøgelser, er at den autencitet, der ligger i et stærkt, personligt brand også kan gøre det sværere for arbejdsgivere at se dig passe ind i virksomheden.

Både fordi Personlig Branding som regel er ord, lyd eller billeder, som arbejdsgivere over en kam ikke lægger den store vægt på.

Og fordi kampen for at holde fast i et Personligt Brand, som vi selv er stolte af, kan gøre os mindre smidige, rent socialt.

Hvad gør en  jobsøgende så?

Det er simpelt. Men ikke nemt.

  1. Tænk over, hvilke kommunikationsformer, der gør det lettest for arbejdsgivere at forestille sig dig som medarbejder hos dem. Det er ikke nok at “bruge LinkedIn”, “at netværke”, eller at “gå til konferencer” som kommunikationskanaler, du skal også tænke over, hvad du bruger LinkedIn til og hvordan du gør det.
  2. Flyt fokus fra dig selv til dem, du gerne vil arbejde hos. Personlig Branding bygger på en tro på, at jo bedre du kan vise, hvad du gerne vil, desto mere vil folk ansætte dig. Virkeligheden er en anden: Jo bedre du er til at vise andre, at du kan hjælpe dem med det, de gerne vil, desto mere vil de ansætte dig. Hvis Personlig Branding handler om at komme godt rundt i din ‘navle’, så handler det at få et job om at komme godt rundt i andres navler.
  3. Brug Personlig Branding som et krydderi på en i forvejen god ret. Det har altid – også før SoMe og Personlig Branding kom til – været fornuftigt at give et indstryk af, hvem du er som menneske. Det er nemlig vigtigt, at du passer socialt ind i virksomheden. Vær ikke bange for at vise hvem du er, men lad det heller ikke fylde det hele – i bedste fald medvirker det blot til, at læseren kan huske dig blandt andre ansøgere.